The butterfly effect

Jeg sidder et sted i det nordøstlige Odense, i hvad der under normale omstændigheder, med gennemsnitlige mennesker boende i villaen, ville have blevet til en stue. En stue med tv, sofa, sofabord og måske en lampe. I stedet er der 11 computere, spredt over 6 borde, bemandet af 10 unge hoveder med dårligt hår. Gulvet er domineret af ledningers mørke farver. Hjørnet af ’stuen’, fremover refereret til som det kreative hjørne, rummer 3 Fat Boy puder. Dette er ikke normale omstændigheder, og dette er ved Guds navn ikke gennemsnitlige mennesker. De har hovedet klistret til skærmen, som en nonne til biblen, torturerer tastaturet med hastige, beslutsomme tryk, og rømmer lidt en gang imellem. Det er musik i mine ører, for det er lyden af kodning på en helt ny version af uninets.dk som burde blive præsenteret for jer i slutning af marts. 
Alt dette er resultat af hvad der kunne, med lidt god vilje, blive betegnet som the butterfly effect. For præcist et år siden, d. 12. Februar 2013, bankede jeg på døren hos par af dem, der også er her blandt flokken i dag, og præsenterede min ide om uninets.dk. 
Jeg var ny i Odense, lige flyttet til, kendte ikke nogen. Slet ikke nogle programmører. Havde det ikke været fordi, at jeg glemte at sende par ting ind til Århus Universitetet, og fik et nej fra snobberne fra KU; Havde jeg ikke endt i Odense. Havde jeg ikke endt i Odense, var jeg ikke blevet introduceret for Kaj, som gik i min klasse. Var det ikke for ham, var jeg ikke blevet inviteret til fodbold, en kold januar dag. Var mit cykeldæk sprunget dagen inden, var jeg vågnet syg den morgen, havde jeg aldrig mødt op til fodbolden. Men det gjorde jeg. Og der lærte jeg Karsten at kende. Et par uger senere, valgte vi at indgå samarbejde og begyndte på Uninets.dk. Det var første gang han havde hørt om sådan en ide, og det var første gang jeg var i snak med en programmør.

Så du kan takke fodbolden for at vi står her i dag. Du kan takke the butterfly effect.