Ideen om Uninets, kom til mig under mine første for alvor desperate tider, par dage inden en killer- eksamen på universitetet, og det kan jeg takke en køn pige der har mig fanget i venne-zonen for. Uforberedt, og ikke klædt på med alverdens vilje til at blive det, mødte jeg op i lokale u71, hvor de første læse-timer, for mit vedkommende, 117. for hendes, skulle finde sted. Jeg fandt hurtig ud af, at bogen, som var ekstrem tør at læse i, indeholdt for meget stof til at jeg kunne nå at læse og forstå det. Pigen med det lange mørke hår, sidder ved siden af mig, selvtilfreds og afslutter noteskrivningen til det sidste kapitel. ”Send mig lige dine noter”. ”F@ck dig” siger hun. Jeg går, og kommer tilbage 6 minutter senere med kaffe, kage og slik. Jeg prøver igen ”Send mig dine noter”. ”Massage”... Efter heftige forhandlinger, kom vi frem til en løsning vi (læs: hun) kunne leve med. 15 minutters massage, pr. Kapitel. Der er 12 kapitler. Kender du dem der siger "Man har altid et valg"? Lyt ikke til dem. Det er løgn og latin. Det har man ikke.
Jeg går i gang og konkluderer herefter 3 ting: Tydeligvis en pige af få ord, jeg har ingen skam i livet, der må være en nemmere måde...
Der må være en nemmere måde at få noter på, i stedet for at blive forvandlet til en gigolo. Jeg brækker mig i øvrigt ved tanken at allerede når ugen er omme, og eksamen er overstået, er disse noter mig værdiløse. Men lur mig om jeg stadig ikke har ømme, gigt ramte hænder til den tid. Andre kan sikkert bruge dem efter mig- hvordan kan jeg finde dem, og få min andel massage? Hvad nu hvis... Man laver en side... Jeg kan blive sparet for 3 timers massage... Jeg kan hjælpe andre efter mig…. Studerende kan hjælpe hinanden fra starten af semesteret…. I stedet for at ende i sådan nogle situationer… Selma kan tjene til sin egen kaffe... Snittet til eksaminerne kan gå op............
”Zarko, jeg synes ikke, jeg sagde du skal stoppe”. Undskyld.
Tak for noterne. Tak for inspiration. Tak fordi du er til, Selma.